Powerwoman – Det gælder om at være stærk!!!

Hej mit navn er Helle Mortensen. Jeg fik i juli 2012 konstateret tarmkræft med spredning til bughulen, æggestok og lungen. Jeg har gennemgået 4 operationer, hvoraf den ene (kaldet en HIPEC) var med opvarmet kemo i maven. Derudover har jeg fået 11 måneders kemo (ad 18 omgange), som jeg netop har afsluttet her i midt september.

Historien, der ligger bag dette voldsomme forløb er skræmmende. Skræmmende, fordi min læge i mere end 2 år overså samtlige tegn på, at der var noget alvorligt galt! Derfor vil jeg gerne dele min historie – for at sige til alle, der læser den; GÅ TIL LÆGEN OG TRAMP I GULVET. Det er KUN dig, der kan mærke, om der er noget galt.

Jeg har i mange år – så længe, jeg kan huske det – haft ondt i maven, særligt når jeg spiste, så skulle jeg på toilettet med det samme bagefter (diarré). Jeg var konstant træt, fik flere gange målt en lav blodprocent, jeg havde blod i afførringen, jeg havde til tider kvalme og generelt nedsat appetit. Listen er lang, men faktum er, at alle disse symptomer blev overset, og hver og et burde have udløst en undersøgelse af tarmen – dette fik jeg aldrig.

Lægens “diagnose” var stress, glutenallergi og laktoseintolerence, og løsningen var slap mere af, prøv at undgå mælk, krauterblut og jerntabletter! Intet af det hjalp (selvsagt).
I sommeren 2012 fik jeg for første gang i mit liv forstoppelse. Jeg fik af både min læge og vagtlægen ordineret afførrende midler, og havde et helt apotek. Intet hjalp, og heller ikke at ringe til hverken lægen eller vagtlægen grædende af smerter. Der blev “ordineret” en løbetur op og ned ad trapperne og mere vand. Efter 3 ugers forstoppelse indlagde jeg mig selv på Bispebjerg Hospital, og 3 timer efter var jeg opereret på Riget med beskeden: Du havde en 19 cm stor cyste på æggestokken og en tumor på tyktarmen – tre dage senere var beskeden; Tyktarmskræft med spredning (først langt senere fandt jeg ud af, at jeg der havde stadie 4 med en minimal overlevelseschance).

Status på min sygdom i dag: Jeg har netop været til første kontrolskanning efter afsluttet kemo og “alt ser fint ud”, hvilket betyder, at jeg pt. Er sygdomsfri. Der kan dog ligge passive kræftceller i op til 2 år, så jeg kan endnu ikke erklæres rask.
Jeg skal skannes i de næste 10 år, første år hver 3. måned, 2. år hver 4. måned og så fremdeles de første 5 år. Herefter blot 1 gang om året.

Jeg er kommet igennem mit forløb, dels og selvfølgelig først og fremmest, pga. mine operationer, men også, tror jeg, fordi jeg har været og stadig er positiv og åben omkring mit forløb. Det er UBESKRIVELIGT hårdt pludselig at stå og kigge døden i øjnene, men du ved aldrig, hvor stærk du egentlig er, før det at være stærk er dit eneste valg (citat, Bob Marley), og jeg er STÆRK som en okse, selvom det til tider har føltes som om jeg blot var en regnorm. Jeg har brugt træning, massage, yoga, klatring, alternativ behandling såsom healing, coaches og selvfølgelig psykolog(er) til at komme igennem mit forløb – og alt har hjulpet mig.

Vær ikke bange for eller flov over at få hjælp – det gør dig kun til et mere attraktivt menneske, hvis du er i stand til at erkende, at du har brug for hjælp.

Helt generelt så har sygdommen (og særligt den megen kemo) gjort, at jeg har mistet mit job, jeg har fået blivende stomi, jeg har koncentrationsbesvær, jeg har haft tinitus, jeg glemmer og bytter om på ord, jeg er konstant træt, jeg er gået i overgangsalder og har fået nedfrosset væv fra den ene raske æggestok (som dog også er blevet fjernet), jeg har været på lykkepiller i halvandet år, og jeg har fået angst for at bevæge mig i trafikken. Det er de dårlige ting, og dem er der selvsagt mange af. Men der har også fulgt nogle gode ting med: Jeg lever i nuet, jeg sætter pris på selv de mindste ting i livet (duften af skov, smukke solnedgange, fugle, der pipper osv.), jeg har lært, hvem der er mine rigtige veninder og venner, og hvem der ikke kunne tåle mosten. Jeg er blevet bedre til at mærke, hvad jeg vil og ikke vil, til at sige fra, hvilket har givet mig mere respekt fra min omgangskreds. Jeg har lært at tage imod hjælp, og endelig har jeg lært at lytte til min krop – den taler med store bogstaver til mig nu, hvis jeg ikke lytter til den.

Så LYT TIL DIN KROP er mit sidste råd.

Tak fordi jeg måtte dele min historie <3 – Knus Helle.

** Tusinde tak fordi du delte din historie med os. Det er virkelig en skræmmende sygdom, og ja vi skal huske på, som du skriver – det er MEGET vigtigt, at vi husker at lytte til vores krop!!!

Jeg krydser virkelig alt hvad der krydses kan, og håber inderligt på, at Helle bliver helt rask.
Du er MEGA sej, og jeg håber og tror virkelig på det nok skal lykkes <3 Alt held og lykke herfra.
Knus, kys & kram Lærke.